GIV SLIP – GIV TID – SKAB FORANDRING
Kan du nikke genkendende til noget af dette:
- At du sidder fast i gamle mønstre og vaner, der bliver ved med at spænde ben for dig?
- At du ikke føler, du er god nok – at du ikke tør være dig selv?
- At du føler dig fastlåst i din karriere eller dit job?
- At du savner retning og mening?
- At du har brug for en ny begyndelse?
- At du har svært ved at sige fra og nej til andre?
Så tag med ud i skoven og sæt gang i en forandring!
Fuldmåne og midsommer er et perfekt tidspunkt til at sige farvel til det, som ikke længere tjener dig, og samtidig gå på opdagelse i, hvad du så kan sætte i stedet.
Dette fuldmåne- og midsommer yogaretreat er for dig, der ønsker at sætte krop og sind i centrum og via yinyoga, Yoga Nidra, meditation og workshops få ro og hjælp til at mærke, hvad der er vigtigt for dig. Mærke, hvad du ønsker, og hvad du gerne vil være fri for. Og ikke mindst modet til at igangsætte den forandring.
Læs hele programmet her
Fredag:
Kl. 14.00-15.00: Ankomst, indkvartering og eftermiddagssnacks
Kl. 15.30-18.30: Velkomst og yinyoga
Kl. 19.00: Middag
Kl. 20.00-20.40: Intro til ”Giv slip”
Kl. 20.45-21.45: Yoga nidra
Lørdag:
Kl. 07.30-09.00: Morgen yinyoga
Kl. 09.00-10.00: Morgenmad
Kl. 10.15-12.00: Workshop for Giv Slip
Kl. 12.00-13.00: Frokost
Kl. 13.00-16.00: Refleksion/alenetid og eftermiddagssnacks
Kl. 16.00-17.30: Yinyoga
Kl. 18.00-19.00: Aftensmad
Kl. 20.30-22.00: Bålceremoni – Fuldmånemeditation og Giv Slip ceremoni
Søndag:
Kl. 07.30-09.00: Morgen yinyoga
Kl. 09.00-10.00: Morgenmad
Kl. 10.30-12.00: Saunagus for dem der har lyst
Kl. 12.00-13.00: Frokost
Kl. 13.00-13.30: Samling, afslutning og tak for denne gang
At være omgivet af smuk natur og ”larmende” stilhed vil hjælpe dig i processen. Og der findes ikke et bedre sted til dette end midt ude i skoven hos Skoven Kalder.
Retreatstedet Skoven Kalder ligger, som navnet antyder, midt ude i skoven ca. 2,5 timers kørsel fra København. Skoven Kalder er nyistandsat med respekt for naturen og består af et hovedhus fra 1892, en smuk yogasal med varme i gulvet og udsigt til skoven uden for.
Spredt ud på grunden og placeret i samspil med naturen ligger der 5 hytter med hver deres udtryk og charme, det er her du skal bo.
Stedet har også en sauna midt ude i naturen og med kig til søen. Her skal du forkæle og blødgøre kroppen med saunagus og søbadning i den smukke skovsø.
Men du skal naturligvis ikke kun have “åndelig føde” 😊. Du vil blive forkælet med den lækreste vegetarmad tilberedt af friske, lokale råvarer.
Du vil komme hjem med et større mentalt og fysisk overskud, og være mere bevidst om, hvad der er betydningsfuldt og vigtig for lige netop dig. Samtidig vil du på et dybere plan have igangsat en proces, hvor udtjente vaner og tanker så småt begynder at flytte på sig for at give plads til den forandring, som du ønsker.
Dine undervisere er Christina Theilgaard og Charlotte Charlin Engstrøm. Vi er begge passionerede inden for hvert vores område.
Christina skal stå for retreatets yogaundervisning samt fuldmånemeditationen.
Charlotte vil på retreatets workshops hjælpe dig med at finde frem til – og give slip på – de tanker, overbevisninger, ting eller personer, der forhindrer dig i at leve dit liv, som du ønsker. Charlotte vil ligeledes stå for blåceremonien, der i høj grad hænger sammen med at give slip.
- Christina
- Charlotte
Lær Christina at kende
Jeg har været yinyogalærer siden 2015, og har på egen krop mærket, hvilken forandring og forskel yinyoga kan give min krop og mit sind, og jeg elsker at kunne give min viden om yinyoga videre til dig. At give dig muligheden for at mærke, hvilke forandringer, som yinyogaen kan sætte i gang hos dig.
Min egen rejse med yinyoga startede i forbindelse med en stresssygemelding (den anden faktisk). Jeg havde dyrket yoga i mange år, sådan on/off når der lige var tid til det, og da jeg godt vidste, at yoga var godt for stress, begyndte jeg til yinyoga i mit lokale yogastudie. Jeg havde aldrig dyrket yinyoga før, men der gik ikke lang tid før, at jeg kunne mærke hvilken stor forskel det gjorde. Efter få klasser kunne jeg begynde at mærke min krop igen, og jeg kunne hurtigere end sidst, jeg sygemeldt med stress, vende tilbage til en normal hverdag. Det var vildt!
Jeg havde arbejdet som HR konsulent i mere end 20 år, og jeg følte, at jeg var et sted i mit arbejdsliv og i mit liv generelt, hvor jeg ønskede, at der skulle ske noget andet. At noget skulle forandres. Jeg valgte derfor uddanne mig til yinyoga lærer hos Yinyoga in Asia for at kunne give yinyogaen videre til dig. Jeg har siden suppleret med en restorativ og Yinpower®️ yogauddannelse samt kurser inden for Yoga Nidra og moderne smertevidenskab.
Jeg underviser flere steder i København, både med faste ugentlige hold, workshops og yinyoga retreats i Danmark og udlandet. I min undervisning lægger jeg vægt på at møde dig lige der, hvor du er, og at guide dig langsomt ind og ud af stillingerne, så du får tid til at mærke, hvad stillingerne gør ved kroppen.
Lær Charlotte at kende
Jeg er en passioneret mindfulness-instruktør og coach med fokus på personlig og åndelig udvikling. Jeg trækker på 30+ års indsigt og håndværk inden for HR i nogle af Danmarks største virksomheder, samt en livslang fordybelse i meditation og mentale teknikker.
I hele min karriere har jeg arbejdet tæt sammen med ledere og medarbejdere i alle aldre og funktioner, og har dermed et indgående kendskab til mange af de udfordringer og muligheder, tanker og følelser, vi møder på vores vej gennem livet – professionelt som privat.
Gennem årene har jeg via uddannelser og kurser tilegnet mig en bred viden og effektive redskaber til at hjælpe mennesker gennem forskellige livsfaser og –kriser. Arbejdsmæssigt såvel som privat.
I starten af 2021 valgte jeg at sige farvel til fast stilling, fast indtægt, pension, bonusordning osv. Jeg valgte dermed en masse sikkerhed og tryghed fra – for at forfølge min drøm om at hjælpe mennesker der – ligesom jeg selv – ønsker at få et lettere og mere meningsfyldt liv.
Jeg er af den klare overbevisning, at vi som individer, ikke kan dele vores liv op i et hhv. arbejds- og et privatliv. Vi har forskellige roller, alt efter hvor vi befinder os, men når alt kommer til alt, så er du én og samme person, uanset om du befinder dig på jobbet eller hjemme i privaten hos familien. Eller for den sags skyld; på månen.
Jeg arbejder empatisk og holistisk med konkrete, evidensbaserede og praktiske metoder baseret på positiv psykologi, men kombinerer disse værktøjer med mere spirituelle redskaber såsom intuition, meditation/mindfulness, taknemlighed m.m. Igen og igen erfarer jeg, at det netop er i det spændingsfelt, hvor vi forbinder hjerte, hjerne, krop og sjæl, at den største indsigt og udvikling finder sted. Det er magisk – og jeg elsker at se mine klienter rykke og åbne sig gennem personlig og åndelig udvikling.
Læs mere om yogaen
Christina underviser i Yinpower ®️, som er den lidt mere powerfulde udgave af yinyoga.
Yinpower ®️ er yinyoga med mere saft og kraft.
Yinpower ®️ skaber mere plads, bevægelighed og mobilitet især i fødder, ankler og hofter, og med Yinpower ®️ vil du opleve at få en bedre søvn, mere overskud og mere ro.
Yinpower ®️ og yinyoga er begge baseret på det taoistiske koncept om yin og yang, som er modsætninger og komplementære principper i naturen. Yin er bl.a. ro, stabilitet og stilhed, mens Yang er bevægelse og aktivitet. Sammen skaber de en perfekt balance, som mange af os desværre mangler i vores hverdag, hvor Yang fylder meget.
Yinpower ®️ går dybt ind i kroppen og på bedste vis arbejder den både med krop og sind. Stillingerne er simple, da de udføres liggende eller siddende, og samtidig udfordrende, da de holdes i længere tid (mellem 3-7 minutter).
Yoga Nidra betyder yogisk søvn.
Det er en ældgammel teknik, hvor du guides ind i en tilstand af bevidst afslapning.
Yoga Nidra er mere end blot en dyb afspænding. Yoga Nidra bringer dig i en søvnlignende tilstand, hvor du dog ikke sover, men dine sanser, dit intellekt og sind slapper så meget af, at du får søvnens gavnede effekt på krop og sind. Du giver for en tid slip på begreberne tid, rum og fornuft, og når dette sker reduceres hjerneaktiviteten, og kroppen går i en healende tilstand. Det siges faktisk, at en times Yoga Nidra kan give den samme effekt som 4 timers almindelig søvn.
Vi glæder os til at give dig et retreat med yoga og indsigt ❤️
Kærligst Charlin & Christina
DET PRAKTISKE:
Tidspunkt:
Fra fredag d. 21. juni kl. 14.00 til søndag d. 23. juni kl. 14.00
Transport:
Skoven Kalder ligger ved Ryd i Sverige, ca. 2,5 timers kørsel fra København.
Du betaler og sørger selv for transporten til Skoven Kalder. Nøjagtig adresse/koordinater fremsendes nogle uger inden retreatet. Vi hjælper gerne med at koordinere samkørsel.
Priser:
Hvis du tilmelder dig retreatet senest den 1. februar 2024 koster det:
3.850 kr. pr. person i delt flersengsværelse til 3-4 personer (kun 1 værelse)
4.050 kr. pr. person i delt dobbeltværelse
4.450 kr. pr. person i enkeltværelse
Efter 1. februar 2024 stiger prisen med 500 kr.
Flersengsværelserne sælges kun som flersengsværelse, hvis I allerede er 3 eller 4, som kender hinanden og ønsker at bo sammen. Vi har ikke mulighed for at hjælpe med at sætte jer sammen på flersengsværelse, hvis I ikke kender hinanden. Hvis flersengsværelserne ikke bruges af 3-4 personer, bruges de som dobbeltværelser.
Værelserne vil blive fordelt efter ”først til mølle” princippet
Prisen inkluderer:
• Indkvartering i Skoven Kalder
• Yinyoga og Yoga Nidra undervisning i henhold til program
• Workshops i henhold til program
• Bålceremoni
• Saunagus (3 runder)
• Fuld forplejning (2x morgenmad, 2x frokost, 2x middagsmad, kage/snack samt kaffe/the og vand)
Ikke inkluderet i prisen er selve turen til Skoven Kalder samt andre drikkevarer end kaffe/the/vand.
Indkvartering
Skoven Kalder bliver beskrevet som ”basic luxury” med en hjemlig stemning. Stedet består af Hovedhuset med en hyggelig stue med brændeovn, 2 værelser, et bad og et toilet. Huset med yogasalen, også kaldet Skovsalen, er en gammel lade, som er sat i stand. Dette hus har 2 toiletter med bad.
Ud over disse 2 huse er der rundt om på grunden 5 hytter med værelser. Disse hytter er enkle og hyggelige, og har ikke bad og toilet, så skal du på ”det lille hus” foregår det i Hovedhuset eller i Skovsalen.
Tilmelding og betaling:
Vil du gerne med på dette skønne retreat, skal du tilmelde dig via nedenstående links. Vær opmærksom på, at tilmelding kræver, at du opretter en profil på vores bookingside.
Jeg ønsker at bo i eneværelse. Book din plads her!
Jeg/vi ønsker at bo i et delt dobbeltværelse. Book din plads her! OBS! I skal begge 2 tilmelde jer via linket, og sende en mail til Charlotte med hvem du skal bo sammen med.
Jeg/vi ønsker at bo i et flersengsværelse. Book din plads her! OBS! I skal alle jer via linket, og sende en mail til Charlotte med hvem du skal bo sammen med.
Ved tilmelding skal du indbetale et depositum på 1.500 kr. Din plads er først sikret, når du har indbetalt depositum.
Restbeløbet skal betales senest den 15. marts 2024, hvor du vil få en faktura fra os. Ved tilmelding senere end den 15. marts, betales det fulde beløb.
Din tilmelding er bindende, hvilket betyder, at du ikke kan få det indbetalte refunderet. Du har dog mulighed for at give din plads til en anden. Hvis du ønsker at give din plads til en anden, skal du skrive til Charlotte.